En run 'n' pistol shooter i stil med Gunstar Heroes, Eduardo er den første indsats fra Indie Udvikler Semnat Studios og som en debut titel fra en flok af unge fyre med næsten ingen penge, det er temmelig rimelig. Men mens det er proppet fuld af stil, der er en reel mangel på substans; der er helt sikkert de grønne skud af et solidt spil i beviser her, men de undlader at blomstre i noget bemærkelsesværdigt. Hvilket er en skam.
Men lad os betragte det positive først. Alle grafik er blevet håndtegnet med en blanding af stilarter, og det ser fantastisk, sprængfyldt med farverige niveauer og surrealistiske fjender. Helten (der som du måske har gættet, er en brødrister) brande toast og andre toastable kager, som han står over for en række aldeles bizarre fjender, der omfatter spyd-kaste gulerødder og bier iført solbriller. Musikken er fremragende. Lige fra kølet til hektisk, det trækker på techno og traditionel østlige musik for at skabe en stor følelse af atmosfære
Selv om det ville være svært -. Eller i hvert fald meget middelværdi - sidefejl præsentation, det er alt der virkelig er her, og du kan ikke undgå at føle det er mere et udstillingsvindue for de færdigheder af kunstneren og instruktøren Daniel Coleman end en selve spillet. For startere, er der ingen antydning af en historie. Du er en toast-fyring samurai brødrister, der gør kamp med freaky ting på tværs af 13 niveauer. Det var det -. Der er ikke en tøddel af forklaring på, hvorfor
Endnu vigtigere er, er der næppe nogen kød til kampene. Du rulle fra venstre mod højre, og lejlighedsvis fra op til ned eller omvendt, og enten blast væk ved hjælp af knappen 1 med din standard toast eller drevet op ammo, som du har samlet op. Du kan springe ved hjælp af knappen 2 og få fat i fjender eller projektiler og kaste dem ved hjælp af B, men der er ingen reel dygtighed involveret. Der er ingen pointsystem enten, som ville have givet tingene mere fokus og tilføjet til både spillets appel og levetid. Samlet set er det måtte.
7 jul 2009